Min kolonihave har været tørlagt hele vinteren. Det skyldes at min kolonihaveforening har lukket for vandet uden for sæson. Det vil sige fra sidste søndag i oktober til sidste søndag i marts (der hvor vi skifter mellem sommer- og vintertid).
I år har foreningen dog valgt at åbne for vandet en uge tidligere, fordi påsken falder tidligt i år. Så der vil igen være vand i hanerne d. 19. marts i år (Palmesøndag).
Det er jeg rigtig glad for. For jeg er som sagt ved at spire en hel masse ting i mine vindueskarme, og flere af planterne, fx spinaten, ærterne og persillen, kan godt snart rykkes ud i det lune drivhus, selvom der stadig indimellem er nattefrost.
Men inden jeg gør det, skal drivhuset altså gøres rent, og det kræver vand. Men det blev så sandelig også gjort i dag.
Drivhusrengøring
Jeg startede med at tømme drivhuset for ALT. Altså bortset fra den vin, der ellers efterhånden fylder en del derinde.
Så overbrusede jeg hele drivhuset inderst som yderst. Gik derefter i gang med skrubbebørste og vand med brun sæbe. Shit, det var hårdt!! Der blev skuret og skrubbet til den store guldmedalje, men rent (eller i hvert fald renere) blev det.
Det perfekte outfit til drivhusrengøring
Drivhusvask kan godt være en kold fornøjelse. Puha, jeg synes godt nok det var noget tænderklaprende ubehageligt i efteråret; men denne gang var jeg bedre beredt.
Så iført regnjakke med stramt snøret hætte, regnbukser, gummistøvler, beskyttelsesbriller (nytårsbriller – festligt ja!) og ikke mindst engangsplastikhandsker, hvor handskens kant ved håndledet er trukket ud over ærmet på regnjakken, var det faktisk okay.
Tricket med plastikhandskens kant, der trækkes ud over ærmet på regnjakken sikrer, at alt det vand, der løber ned langs ens hånd og arm, når man står og børster drivhusets øverste glas, ikke løber ind i ærmet på en.
Plastikhandskerne gør desuden, at der ikke sker fordampning direkte fra huden = mindre afkøling.
Jeg har helt sikkert set øm ud – men jeg frøs slet ikke 